17-årige Sebastian Schou debuterede i weekenden i Radical Cup Scandinavia, hvor han imponerede bredt ved at køre fra meget erfarne konkurrenter.
Efter en enkelt sæson med sporadiske løb i det danske Formel 4-mesterskab har den midtjyske teenager i år sadlet om og deltager i det skandinaviske mesterskab for prototype-racere, Radical Cup Scandinavia. Weekendens løb på Gelleråsen Arena ved Karlskoga i Sverige viste, at det var en god beslutning.
Uden mere end en enkelt træningsdag i bilen forud for løbsweekenden lykkedes det nemlig at sætte hurtigste omgangstid i kvalifikationen, og dermed blev årets første løb startet med Sebastian Schou i front.
Føringen holdt ikke, men Sebastian leverede varen og holdt en andenplads hele vejen til målstregen. Det gjorde han igen i sit andet løb søndag formiddag, hvor han undervejs gav sin markant mere erfarne konkurrent kamp til stregen gennem hele løbet og desuden præsterede at sætte løbets hurtigste omgangstid. Det sikrede pole position til tredje og sidste løb, hvor silkeborgenseren igen udfordrede den førende og kæmpede med om sejren. Det blev i alt til tre andenpladser – og det høstede anerkendelse fra konkurrenterne, som stod i kø for at ønske danskeren tillykke med en vellykket debut.
– Det har været en fantastisk weekend for mig. Jeg havde slet ikke turdet tænke tanken, at jeg ville komme herfra med en pokal – og nu har jeg tre af dem med mig hjem. Det var aldrig sket uden mit team, STEP Motorsport, som har gjort deres hjemmearbejde til topkarakter og klædt mig godt på til opgaven. Jeg er mega glad og stolt, og jeg glæder mig til at give den mere gas resten af sæsonen, siger Sebastian Schou, der nu har fået endnu mere blod på tanden til at samle lokale virksomheder omkring sit motorsportsprojekt:
– Nu har jeg vist, at jeg kan begå mig udenfor Danmarks grænser, og det her er kun begyndelsen. Jeg håber, at de gode resultater kan hjælpe lokale virksomheder til at se mulighederne for at tage del i min sportslige rejse, og nu har jeg fået ekstra energi til at tage kontakt til endnu flere spændende virksomheder. Det bliver godt, lyder det optimistisk fra Sebastian Schou.